​En kort historie om klaverstemning

​I virkeligheden har A = 440 aldrig været en international standard. Den første internationale konference hvor A = 440 skulle indføres, hvilket i øvrigt mislykkedes, var organiseret af nazipropaganda ministeren Joseph Goebbels i 1939.

​

Op gennem 1700,1800 og 1900 tallet og faktisk helt op til 1940´erne tog alle amerikanske og europæiske lærebøger i fysik, lyd og musik det for givet, at den håndgribelige tone eller standardtonen var C = 256 -ja det mente selv den ærværdige hr. Helmholtz, som i 2 amerikanske lærebøger bruger standardtonen C = 256.

​

Ser vi på forskellige komponister -alle lærde i “tidlig musik” – er de enige i, at Mozart stemte præcist på C = 256, da hans A derved lå på A 0 427 – 430 Hz. Christopher Hogwood, Roger Norrington og et dusin andre dirigenter af originalorkestre, grundlagde den praksis igennem 1980´erne, at indspille alle Mozats værker udfra præcis A = 430, ligesom de fleste af Beethovens symfonier og klaverkoncerter. Hogwood, Norrington og andre har udtalt i flere interviews og på pladeomslag: “tyske instrumenter fra perioden 1780 – 1827, og endda kopier af disse instrumenter, kan kun stemmes korrekt ud fra tonen A = 430.”

Kravet om en højere tone blev stillet af zar Alexander og andre kongehuse i hele Europa, og det blev fremlagt på kongressen for ” en lysere tone” i 1815 i Wien. Mens de klassiske musikere modsatte sig dette, ja så begyndte den romanske skole, ledet af Friedrich Liszt og hans svigersøn Richard Wagner, at kæmpe for den højere tone igennem 1830´erne og 1840´erne. Wagner lod endda fagotten og mange andre instrumenter rekonstruere, så de kun var i stand til at spille fra A = 440 og op. Fra 1850 herskede kaos´et med de store europæiske theatre, der havde stemt ud fra A = 420 til A = 460, ja endda højere i Venedig.

​

I slutningen af 1850´erne krævede den franske regering, efter indflydelse fra Komponisternes komite, ledet af Giacomo Rossini, at man skulle have den første tone standardisering i moderne tid. Frankrig godkendte en lov i 1859, hvor man etablerede A ved 435 svingninger – den dybeste af alle toner ( fra A = 434 til A = 456 ) – som var almindelig brug i Frankrig, og den højest mulige tone, ved hvilken sopranstemmelejet vil blive fastholdt på C = 256. Det var det franske A Verdi senere refererede til, da han gjorde indsigelser mod den højere stemning som var fremherskende i Italien, under hvilke omstændigheder ” vi kalder A i Rom, hvad der kaldes Bb i Paris!”.

​

Efter Verdis store anstrengelser for at bibeholde A = 432 i Italien i 1884, bestemte en bristisk domineret konference i Wien i 1885, at en sådan tone ikke kunne blive standardiseret. Franskmændene, New York Metropolitan Opera og mange andre theatre i Europa og USA fortsatte indtil 2. verdenskrig med at fastholde, at = 432 – 435.

​Den første anstrengelse, med at fastsætte A = 440, var faktisk ved en konference organiseret i 1939 af Joseph Goebbels. Han havde standardiseret A = 440 som den officielle tyske tonehøjde. Professor Robert Dussaut fra det Nationale konservatorium i Paris fortalte den franske presse, at “man i september 1938 i den akustiske komite i den berlinske radio havde anmodet den britiske standard association, om at organisere i kongres i London, hvor man så skulle indføre den tyske radio stemning internationalt i 440 perioder. Denne kongres fandt faktisk sted i London i maj/juni 1939, kort tid før krigen. Ingen fransk komponist var inviteret!. Beslutningen om at hæve tonen blev således taget uden at forhøre sig hos de franske musikere, og dette var selvfølgelig meget mod deres vilje!”. Denne engelsk-nazistiske aftale, der blev indgået ved krigens udbrud, varede ikke. Således blev A = 440 ikke ved med at være standard tonen.

​

I oktober 1953 afholdtes en anden international kongres i London. Man prøvede her igen at indføre A = 440 som international standard. Denne konference fik truffet beslutningen, igen uden at musikere fra kontinentet var inviteret, da de var imod at hæve tonen. Således blev beslutningen ignoreret fra den side. Professor Dussaut fra konservatoriet i Paris skrev, at engelske instrumentmagere søgte at tilfredsstille USA´s jazz musik, som spillede ved A = 440 og derover. Jazz musikerne havde krævet en højere tone, “og det er chokerende for mig, at vores orkester medlemmer og sangere skulle blive så afhængige af jazz musikere.” Ved en afstemning som professor Dussaut foretog blandt 23000 franske musikere, stemte et stort flertal for A = 432.

​

Så sent som 1971 rekommenderede EU, at man fandt et fælles fodslag. Man berettede om aktionen i “The Pitch Game” magasinet den 9/8 1971. Artiklen erklærede, at A = 440 “den formodede internationele standard tone er udbredt ignoreret!” I The Times kunne man berette, at “en lavere stemning er almindelig – også i Moskva, hvor orkestrene levede i omfavnende og varm klang opnået ved et strube afspændende A på 435 svingninger”. I The Times kunne man ligeledes berette, at man ved en forestilling i London få år forinden oplevede, at de besøgende Wienerphilharmonikere stemte A = 450, og det daværende britiske kirkeorgel stemte A = 425!!!.

​

Den kammertone, eller skulle man sige de kammertoner man bruger er p.t A = 440, og A = 442. A = 440, bruges typisk i private hjem, og i jazz og pop miljøet. A = 442, bruges i den klassiske musik, herunder symfoniorkestre og konservatorier.

Brug for at få stemt klaveret? Læs mere her, eller kontakt os på telefon: 40 24 48 74 eller mail: info@christensenpiano.dk.

​

​

Kontakt os

​