Vi er lige gået fra vinter til sommer, og denne overgang er ikke særlig god ved dit instrument. Fordi instrumenterne hovedsageligt er bygget af organiske materialer, kan skiftende temperatur og luftfugtighed være skadende for dit klaver eller flygel.

For at hjælpe dig har vi derfor lavet en guide til dig, så du bedre kan passe på din gode ven. Listen er lavet i overensstemmelse med anbefalinger fra Dansk Pianostemmer & Instrumentmagerforening.

Stabilt indeklima

Et klaver eller flygel har brug for stabile omgivelser. Det gælder om at have et stabilt indeklima, hvor luftfugtigheden og temperaturen er stabil. Så kan du bedre passe på dit instrument.

Et stabilt indeklima er essentielt for et klaver eller flygel. Derfor anbefaler vi, at man forsøger at holde luftfugtigheden mellem 40 og 60 % relativ luftfugtighed for at give dit instrument de bedste forhold.

Hvis over den relative luftfugtighed kommer over 60 %, ruster mekanikken og strengene, træet suger vand og filten mister sin elasticitet og medfører en hård og uskøn klang.

Er den relative luftfugtighed under 40 %, tørrer træet ud og slår revner, hvilket kan gå ud over klaverets klang og evne til at holde stemningen.

Udover et stabilt indeklima, er det også vigtigt for klaveret, at temperaturen ikke laver større udsving. Nøgleordet er stabilitet, og der er nogle forholdsregler, du kan tage for at sikre dette.

Du må ikke stille klaveret eller flyglet på gulve med gulvvarme eller stille dem i træk. Sidst men ikke mindst er det også en god ide at undgå, dit instrument får for meget sollys, da det blandt andet kan ødelægge lakken.

Hvis du har svært ved at skabe et stabilt indeklima for dit instrument, kan du læse mere om et system her, der kan hjælpe dig med at sørge for en stabil luftfugtighed, så du kan passe på dit klaver eller flygel.

Regelmæssig stemning

Et klaver, der ikke er stemt, er meget nemt at kende og ikke særligt behageligt at høre på. Nogle instrumenter holder bedre stemningen end andre, men når man kan høre, at klaveret eller flyglet ikke stemmer, bør man søge hjælp hos en faglært pianostemmer.

Vi anbefaler derfor, at man får stemt sit klaver mindst 1 gang om året. Det kan dog være forskelligt efter forholdene, hvor ofte klaveret eller flyglet har brug for en stemning. Her tæller faktorer som kvalitet, stand, temperaturudsving og luftfugtighed.

Under stemning er det vigtigt at understrege, at det skal være faglært pianostemmer, som er medlem af DPIF.ORG,  dansk pianostemmerforening, og helst min. 1 gang årligt.

Regelmæssigt serviceeftersyn

Mekanikken består af mange små dele, som kun kan levere det bedste resultat, hvis alle delene arbejder præcist og hurtigt. En eftersynet mekanik lyder bedre.

Det er vigtigt, at mekanikken i klaveret eller flyglet bliver efterset mindst 1 gang om året. Det indbefatter regulering, efterspænding af skruer og egalisering af klangen.

Klaverets levetid bliver forlænget, hvis man sørger for at gøre dette regelmæssigt. Hvis dele er skæve og ikke bliver rettet, kan det medføre slitage, som i løbet af år kun kan rettes op ved en omfattende renovering eller reparation.

Spørg om hjælp

Er du i tvivl om, du passer godt på dit klar eller flygel? Start med at undersøge ovenstående og brug det som en slags checkliste. Hvis du har flere spørgsmål, så skriv endelig en mail til os eller ring til os, og så besvarer vi gerne dine spørgsmål.